KUNSTEN AT VÆLGE SIG SELV

02/05/2016

Pia Søltoft: Kunsten at vælge sig selv. Om Kierkegaard, coaching og lederskab. Akademisk forlag, 2015

Når jeg får en selvhjælpsbog i hånden, får jeg lyst til at trække min seksløber. Som regel ender jeg med at kyle bogen i skraldespanden for derefter at sætte mig over i hjørnet og genlæse en af Samuel Becketts romaner eller teaterstykker. Becketts evne til at blæse humor ind på bunden af afmagten gør noget ved selve min evne til at se mig selv og menneskene omkring – jeg ser dem som de er: skrøbelige, latterlige, kærlige.

Vi præsterer. Jeg nævner dette fordi afmagten, eller det som Søren Kierkegaard kalder fortvivlelsen (som ikke helt er det samme), er et udmærket sted at starte hvis man skal forstå hvorfor dette ikke er nogen selvhjælpsbog. Det er ikke en grøntspættebog spækket med positive ord der skal lede os hen mod lyset. Det er en bog der på en måde udsletter alle andre bøger om coaching. Den enkelte kan nemlig først forvandle sig hvis han afstår fra at skubbe smerten og fortvivlelsen foran sig. At se fortvivlelsen i øjnene er en god begyndelse. Fortvivlelsen tilhører nemlig den form for negativitet som Chul Han (Træthedssamfundet) mener er ved at forsvinde i et samfund præget af præstationsfiksering og produktivisme. Chul Hans tanker om præstationssamfundet er en styrende samtalepartner i Søltofts forsøg på at give Kierkegaard fornyet relevans og kraft. Det senmoderne menneskes lidelser og patologiske tilstand kan ifølge Chul Han føres tilbage til dette «overmål af positivitet». Positivitetens herredømme skyldes overmætning, overproduktion, overkapacitet, overkommunikation. Vi vil for meget. Den store taber er evnen til at tvivle, vores kritiske sans, og modet til at stå ved os selv; ikke følge flokken, men gå ned i tempo og gøre det tankearbejde der er nødvendigt for at kunne tage værdier alvorlige, forstå deres almene karakter der hæver os op over egeninteressen.

Kierkegaard var coach, siger hun – ordet var bare ikke opfundet.

Vi fortvivler. Fortvivlelsen knytter sig til menneskets fejlagtige selvforhold, ikke at ville være det selv men er. Der findes forskellige former for fortvivlelse, med mulighedens fortvivlelse som den i dag mest udbredte. Her er alt muligt, men også ligegyldigt. Vi kender ham som den travle der har for travlt med at præstere og derfor ikke tid til at tænke over, hvad og hvorfor han eller hun præsterer. «Der er tale om fortvivlelse, fordi Den Travle egentlig slet ikke elsker sig selv, sit selv, men kun det selv, han eller hun gør sig til ved at være travl. De elsker et selv der andre har bestemt er elskværdigt på baggrund af en række tidstypiske og dermed relative kriterier, der er særligt fremtrædende i det senmoderne præstationssamfund. Som type er Den Travle som oftest blot en uerkendt Spidsborger, men kan udvikle sig både til en Vindbeutel [en bøyle som beveger seg med vindens retning, red.anm.], der hele tiden skifter mening, eller en Vindsluger, der slet ikke har nogen mening.» Den, der hele tiden skal præstere, genopfinde sig selv, vælge vilkårligheden, er dybest set fortvivlet, men holder den gående ved kynisme og ligegyldighed måske mærket af en tomhed af daglig, depressiv melankoli. Borte er sansen for tingenes varighed, skønhed og bestandighed. Livets mening er parkeret i arbejdet styret af en stadig jagt på nye projekter. Måske er han udmattet? Men er han så træt at han er klar til Kierkegaard, klar til at åbne sig for værdiers alvor, klar til den kunst det er at eksistere?

Selvet som problem. Nu kommer så denne sørens Kierkegaard og siger at roden til alle vores problemer er at vi ikke tør vælge os selv. Det er nemlig en opgave at vælge sig selv. En opgave der kræver lidenskab og en særlig anstrengelse. Subjektiviteten er sandheden fordi den er nøglen til det almene. Subjektiviteten er stillet som den opgave at blive et selv. Men selvet er ikke en kerne indeni, eller et produkt af sociale omstændigheder; selvet er et problem, et forhold der forholder sig til det at forholde sig til sig selv. Altså, selvet er måden vi forholder os til vores måde at tænke og føle på. Det særlige ved mennesket er at vi er ånd, det vil sige den bevidsthed der kan forholde sig til det at være eksisterende. Derfor er det at eksistere ikke en selvfølgelighed, men en kunst. Det er et krævende og fortsat anliggende der har dyb indflydelse på alt andet vi gør. I valget overtager man sin egen historie ved at gøre den til sit eget stof samtidig med at man integrerer denne på en selvudforskende måde i nuet. Det aktive erindringsarbejde gør noget ved os. Man digter mens man lader sig digte. Den etiske opgave er i frihed at overtage hele vores nødvendighed. Man vælger sig selv, ikke for sin egen skyld, men for de andres. At være etisk er i valget at blive bevidst; heraf den selvdistance der forbinder os med en nødvendighed og dermed almenheden. Styrken i denne bevidsthedsakt føder ansvaret. Det er derfor det er en pligt at blive et selv. I det nyliberale præstationssamfund er ansvaret for medmennesker og omverden næsten tømt for substans. Vi skaber og omskaber os selv uden at komme udover os selv. Vi har misforstået det grundlæggende: at vi ikke er ophav til os selv. At vi er sat af en anden. Kierkegaard kaldte dette for «Gud». Man kunne også kalde det for tankens passion – det tænkende jegs aktivitet med sig selv. Det, der i gentagelsen stiller selvet som problem og forbinder og forsoner én med det som er udenfor, det som man er ansvarlig for; den anden; Jorden; det fremmede.

Forvandling gennem lidenskab. Søltoft understreger at Kierkegaard ikke har en bestemt etik (regeletik, domsetik et cetera ); grundlaget for etikkens bedrift ersamvittigheden eller alvoret hvormed vi vælger at gøre det vi gør. Men hvorfor er det en etisk handling at blive bevidst om sit valg? Svaret er, kun gennem lidenskabens alvor eller tankens passion er forvandlingen mulig. Kun gennem et lidenskabeligt engagement kan vi gribe selvet som andenhed. I romanen   af John Williams opdager hovedpersonen Stoner en dyb kærlighed til litteraturen i en time om engelsk litteratur – et alment kursus han tog mens han stadig troede at skulle være landbrugsmand. Efter en oplæsning af denne Shakespeare-sonet oplevede Stoner at han blev bevidst om sig selv på en måde, han ikke havde været før. Herfra ændrer han sin livsbane: Han vælger sig selv og bliver lærer i engelsk litteratur. Men hans lidenskabelige engagement farver hele hans livssyn og indstilling til værdier. Han tager valget på sig. Han arbejder for at leve, og ikke omvendt. Lærergerningen bliver et kald om at gøre sig umage, om at gøre stoffet til sit eget. At han mislykkes på andre områder, ændrer ikke på det væsentlige: forvandlingen gennem lidenskaben.

Kierkegaard som coach. Søltoft ser i Kierkegaards dialogfilosofi et oplagt bidrag til moderne coaching. Men Kierkegaard var coach, siger hun – ordet var bare ikke opfundet. Det er svært at forestille sig Kierkegaard træde ind erhvervslokalerne for at belære ledere om hvordan de skal føre og lede deres medarbejdere. Men det gør så Pia Søltoft for ham. Inspireret af meddelelsens dialektik der går tilbage til Sokrates og jordmoderkunsten, handler det om at stille spørgsmål på en måde der hos medarbejderen selv frembringer en erkendelse og et muligt svar. Intet nyt under solen. Kierkegaards bidrag, derimod, betoner forførelsen og den ironiske spørgen der skal franarre den anden dennes selvbedrag, der viser at han ikke tager værdier alvorligt eller er styret af et fejlagtigt selvforhold, en skjult fortvivlelse. Lederen skal inspirere med sin ansvarlige personlighed, og ikke lege en rolle. Men de sidste to små kapitler i bogen om coaching og ledelse tilføjer ikke meget til coachingfeltet og siger måske ligeså meget om dette felts parasitagtige status. Styrken ved den indirekte meddelelses forførelse er tæt forbundet med en sanselig eksempelrig kraft. Søltofts tekst er her underlig abstrakt og er ikke på sproglig omgangshøjde med den sensitive aflæringsproces der påkræves i denne indirekte meddelelse. Flere skønlitterære eksempler ville have styrket sagen. Men bogens greb om at bringe Kierkegaard på banen som modvægt til præstationsmenneskets fortvivlelse er godt set.

Canon 7D

20/02/2016

Disse bildene er fra ca 2003 og jeg trodde de var borte. Utrolig nok lå de på en harddisk med filmer som lå dypt nede i en skuff. Dessverre er de ikke i full oppløsning (av en eller annen grunn), men de er i allefall tatt vare på. Duggbildene husker jeg at jeg tok med en 90mm Tamrin makrolinse. MÅ ha et ordentlig kamera igjen...

What's on my iPhone 6

28/10/2014

VIDEOlenke

snøvideo

 

These apps is a must for me to Get the most out of My new, black (beautiful) iPhone 6:

 

Podcast: I need to have a good amount of quality podcasts available on the iPhone. Apples podcast app is quizen basis, yet totally good enough for me. I an aktuelle one of those WTO enjoyed the "Old" skeumorpic version that klokke Lie a  

 

Avplayer HD : 

since i have the 64 gb version i have lost of storage. Some Movies and tvshows i need on a permanent basis, or at ledtog o

 

 

Ja takk

09/11/2013
606 Universal Shelving SystemDesigned by Dieter Rams  

606 Universal Shelving SystemDesigned by Dieter Rams

 

Bare Montana som kan konkurere med denne hylleserien. Ingen andre. 

 

- + 

 

Rikard Wolff

28/07/2013
I mina öron spelar Rikard Wolff sina sånger.. det är vackert..

 

Jag borde ha varnat dig
att ger du mig fingret, tar jag hela handen
Jag borde ha varnat dig 
att om du rör mig är jag fast
Jag borde ha varnat dig 
att det du ser är bara en yta
Jag borde ha varnat dig
att min stolthet är så enkel att bryta
Jag borde varnat dig för det

Du borde ha varnat mig
att du är vacker
att naken är du lik en gud
Du borde ha varnat mig 
för din kropp och dina händer
Du borde varnat för din hud
Du borde varnat mig för det

Jag borde varnat dig 
att jag aldrig kan älska mindre än för evigt
Jag borde varnat dig för det

 

- Rikard Wolff - Jag borde ha varnat dig -

 

 

Lytt og kjøp Rikard Wolff på iTunes

 

Listetid...

13/06/2013

Lenge siden siste "liste-post" over hva jeg leser, drikker, spiser uzw. så her kommer en ny en;


Leser:

The Monocle

Weekendavisen

Le Monde

The World without us - Alan Weismann

Morgenbladet

The Sartorilist (nett)

Engadget (nett)

Daring Fireball (nett)


Spiser:

Passe sunt egentlig...


Drikker:

Te (fremdeles med sukker)

Kaffe

Latte (lager på jobb i gammeldags epressokanne og med ´manuell melkesteamer`- funker veldig  bra!

Rødvin (få enheter pr uke)

Coca Cola (pfff) (men skal ikke drikke brus fra i dag til 15 desember)

Juice (Mandarin Morning er favoritten)


Hører på:


Truls Mørk : Bachs cellosuiter  (spiller denne om morgenen på Låven - ungene blir merkbart roligere)

Washed Out

Stars

Destroyer

How to dress well

The Weeknd -  Lonely star (finest akkurat nå!)

Bob Dylan

10/06/2013

Jeg er vokst opp med Bob Dylan. Nesten bokstavelig. Vi hadde alle platene hans hjemme og alle valpene vi fikk (mamma og pappa hadde kennel) fikk navn fra sangtitler av Bob Dylan. 

 

Da jeg var veldig ung likte jeg ikke Bob Dylan, litt pga stemmen og litt fordi alternatovet i heimen for meg var Beatles eller Rolling Stones. Selvsagt ble det mest Beatles i yngre år, men så ble jeg 16-17 år og interessene snudde seg mot aktivisme, Natur&Ungdom og Bellona, litteratur og all mulig subkultur jeg kunne kommer over. 

DA begynte jeg å høre på platene til Bob Dylan igjen. 

 

.. 

 

Nå kan jeg fremdeles sette på favorittlåtere av Dylan og komme i så god stemning uten å helt kunne forklare hvorfor... (MER!!)

 

Favoritttsanger (ikke i priotitert rekkefølge) : 

 

Boots of Spanish leather

All I really want to do

Motorpsycho Nightmare

My backpages

It ain´t me baby

I want you

Sara

Girl from The North Country

Lay lady lay  

 

22/05/2013

Hobbykirurg?

Sjekk Medical Schools tumblrblog om du har en liten kirurg i magen...

Mange gode tips fra hjertekirurgi til riktig sying av sår...

Digresjoner vs. avsporinger

21/05/2013

"Synes av og til det blir så mye småpell."

Tenkte først at det var en fin ingress, men så fløt jo tankene avgårde igjen. Forelsempel bytta jeg overskriften fra Småpell til Knotten som dansk for sur/gretten/misfornøyd osv. Ordet Knotten dekker liksom hele spekteret så jeg bruker det hele tiden.

(Jepp, endret overskrift en tredje gang og skal holde meg til den. Altså Digresjoner. Kunne vel vært overskrift på alle bloggpostene mine strengt tatt)

Jeg har nettopp vært og spint og etterpå tok jg en kopp kaffe nede i lobbyen. Bladde litt i et blad (tror det var Henne) og der var det de vanlige intervjuene og de vanlige flosklene. F.eks. dette med livsmotto. Jeg kjenner INGEN som noensinne har påstått å ha et livsmotto. Jeg har heller ikke noe livsmotto. Faktisk irriterte det meg lit å lese; "Alt blir bra på side 70", eller "Når en dør lukkes åpnes en annen". Hæ?!...

På den annen side... jeg kan jo se at det er helt ok å ha sånne motto som en slags rettesnor (som man engang i blandt føler at man kan følge) så jeg skal ikke være så knotten...

Mens jeg avbrøt skrivinga for å dusje etter trening (vi har bare et bad med dusj så måtte pent følge køen) så satt jeg litt alene i stua og så på en episode av Soap, også kjent som Forviklingar. Den gikk på NRK på slutten av sytti-tallet (og med Harald Mæhles stemme OG vidunderlige nynorsk) er den et deilig minne fra da jeg var liten og alt var bare bra. Synes faktisk fremdeles dette er noe av det morsomste å se på - sammen med Fawlty Towers (Hotell i særklasse) fra samme tidsepoke...

Sosiale medier; ikke den stor brukeren men er jo onnom både Facebook og Twitter og nå ble jeg via Facebook lurt inn på en side om fjernhealing (!) .Her ble jeg møtt av vakre ordspråk som "If uou believe in yourself anything is possible" og "Let your light shine" ... Miksen av herlige "livsmotto" og fjernhealing får selvsagt frem alle piggene mine, men de forsvinner fort. 

skriver mer etter en dusj - eller kanskje i morra...

Fredrik 2010

21/05/2013
Fredrik utenfor Glæden, 2010. Foto: Geir Werner

Fredrik utenfor Glæden, 2010.

Foto: Geir Werner

Om androider

21/05/2013

For de fleste begynner Android å bli like velkjent som ordet iPhone eller AppStore. Android er Googles totale blåkopi av Apples iOS (se åssen Googles Android så ut FØR og etter Apples iPhone).  

Kunne skrevet mye om Googles og Samsungs kopiering, men det er ikke noe jeg bryr meg nok om. Det som på en måte for meg er litt irriterende og litt avslørende for Google er rett og slett bruken av ordet Android og logoen deres. Den viser altså en "gammeldags" robot á la R2D2. Men i virkeligheten er Android betegnelsen på en robot som ser så mennesklig ut som mulig. Den har mennesklige trekk, uttrykker seg visuelt med gester som å se på deg deg, vri på hodet etc. Alt for å være mest mulig likt et menneske.

Hukommelsestap

Hukommelsestap

17/05/2013
Wilma sover første kveld.jpg

Har sittet en times tie i hagen og lest/bladd i mai-utgaven av Monocle. Utrolig inspirerende å lese og se bilder fra hele verden, og jeg får alltid tanker om hva jeg kan skrive om på bloggen. Med en gang jeg setter meg foran Macen eller med MacBook Air på fanget, har jeg glemt det. Ikke alt, men de "dype" tankene jeg nettopp tenkte er vekk.

Som nevnt utallige ganger, denne bloggen er primært for meg selv, men du er velkommen til å lese

Graciousness

03/05/2013

Hmmm, kommer ikke på noe godt ord på norsk ennå. Leste dette i en artikkel i mai-nummeret av Esquire og syntes det var noe å ta til seg...

 

Graciousness looks easy, but of course it is not. Do not mistake mere manners for graciousness. Manners are rules. Helpful, yes. But graciousness reflects a state of being; it emanates from your inventory of self. Start with what you already possess. You, for instance, have a job. Live up to that.
When wandering the world, forget your business cards. Don't look for more contacts. Instead, observe. Say hello to the people you see every day, but don't make a fetish out of it. Stay interested in others. Be generous in your attentions but not showy. Don't wink, snap your fingers, high-five, or shout, though laugh with those who do. It bears repeating: Look around. Remember names. Remember where people were born.
On the street, in the lobby, square your shoulders to people you meet. Make a handshake matter — eye contact, good grip, elbow erring toward a right angle. Do not pump the hand, unless the other person is insistent on just that. Then pump the hell out of their hand. Smile. If you can't smile, you can't be gracious. You aren't some dopey English butler. You are you.
Remember that the only representation of you, no matter what your station, is you — your presentation, your demeanor. You simply must attend. Stand when someone enters the room, especially if you are lowly and he is the boss, and even if the reverse is true. Look them in the eye. Ask yourself: Does anybody need an introduction? If so, before you say one word about business, introduce them to others with pleasure in your voice. If you can't muster enthusiasm for the people you happen upon in life, then you cannot be gracious. Remember, true graciousness demands that you have time for others.
So listen. Be attentive to what people say. Respond, without interruption. You always have time. You own the time in which you live. You grant it to others without obligation. That is the gift of being gracious. The return — the payback, if you will — is the reputation you will quickly earn, the curiosity of others, the sense that people want to be in the room with you. The gracious man does not dwell on himself, but you can be confident that your reputation precedes you in everything you do and lingers long after you are finished. People will mark you for it. You will see it in their eyes. People trust the gracious man to care. The return comes in kind.

 

Where things come from

25/04/2013

Blogging

21/04/2013

Jeg tenker stadig at jeg må skrive mer på bloggen.

Mest for meg selv egentlig, men jeg vet jo at folk er innom daglig og sjekker så da blir det litt selv-sensur i alt jeg har lyst til å skrive.

Akkurat NÅ forsvant nettet noen minutter og jeg fikk ikke lagret alt jeg hadde skrevet... Grrr!!

Det jeg tenkte var at for å gidde å holde ut med denne bloggen må jeg gjøre den litt annerledes. Det er greit å poste musikvideoer, kortfilmer og små poster om kusnt og design, men det må være mer enn det her.

Derfor tenker jeg å dele opp denne bloggen i tre deler; en side som er min egen blogg, den du leser nå, med litt private og personlige ting, en del kalt lilliedugg, der jeg poster alt mulig rart jeg finner interessant der og da og til sist, en side for gjesteblogging (har jo allerede den brilliante Suffløsa på plass, med sporadiske oppdateringer).

Siden jeg gjør alt av design og koding selv, betyr det at jeg må ha tid til å gjøre dette og det betyr i neste omgang at det ikke blir på denne siden av sommeren...

I mellomtiden (mest for meg selv) her er hva jeg ser på, leser og hører på for tiden ;