Geir Werner Hagen

KUNSTEN AT VÆLGE SIG SELV

Geir Werner Hagen

Pia Søltoft: Kunsten at vælge sig selv. Om Kierkegaard, coaching og lederskab. Akademisk forlag, 2015

Når jeg får en selvhjælpsbog i hånden, får jeg lyst til at trække min seksløber. Som regel ender jeg med at kyle bogen i skraldespanden for derefter at sætte mig over i hjørnet og genlæse en af Samuel Becketts romaner eller teaterstykker. Becketts evne til at blæse humor ind på bunden af afmagten gør noget ved selve min evne til at se mig selv og menneskene omkring – jeg ser dem som de er: skrøbelige, latterlige, kærlige.

Vi præsterer. Jeg nævner dette fordi afmagten, eller det som Søren Kierkegaard kalder fortvivlelsen (som ikke helt er det samme), er et udmærket sted at starte hvis man skal forstå hvorfor dette ikke er nogen selvhjælpsbog. Det er ikke en grøntspættebog spækket med positive ord der skal lede os hen mod lyset. Det er en bog der på en måde udsletter alle andre bøger om coaching. Den enkelte kan nemlig først forvandle sig hvis han afstår fra at skubbe smerten og fortvivlelsen foran sig. At se fortvivlelsen i øjnene er en god begyndelse. Fortvivlelsen tilhører nemlig den form for negativitet som Chul Han (Træthedssamfundet) mener er ved at forsvinde i et samfund præget af præstationsfiksering og produktivisme. Chul Hans tanker om præstationssamfundet er en styrende samtalepartner i Søltofts forsøg på at give Kierkegaard fornyet relevans og kraft. Det senmoderne menneskes lidelser og patologiske tilstand kan ifølge Chul Han føres tilbage til dette «overmål af positivitet». Positivitetens herredømme skyldes overmætning, overproduktion, overkapacitet, overkommunikation. Vi vil for meget. Den store taber er evnen til at tvivle, vores kritiske sans, og modet til at stå ved os selv; ikke følge flokken, men gå ned i tempo og gøre det tankearbejde der er nødvendigt for at kunne tage værdier alvorlige, forstå deres almene karakter der hæver os op over egeninteressen.

Kierkegaard var coach, siger hun – ordet var bare ikke opfundet.

Vi fortvivler. Fortvivlelsen knytter sig til menneskets fejlagtige selvforhold, ikke at ville være det selv men er. Der findes forskellige former for fortvivlelse, med mulighedens fortvivlelse som den i dag mest udbredte. Her er alt muligt, men også ligegyldigt. Vi kender ham som den travle der har for travlt med at præstere og derfor ikke tid til at tænke over, hvad og hvorfor han eller hun præsterer. «Der er tale om fortvivlelse, fordi Den Travle egentlig slet ikke elsker sig selv, sit selv, men kun det selv, han eller hun gør sig til ved at være travl. De elsker et selv der andre har bestemt er elskværdigt på baggrund af en række tidstypiske og dermed relative kriterier, der er særligt fremtrædende i det senmoderne præstationssamfund. Som type er Den Travle som oftest blot en uerkendt Spidsborger, men kan udvikle sig både til en Vindbeutel [en bøyle som beveger seg med vindens retning, red.anm.], der hele tiden skifter mening, eller en Vindsluger, der slet ikke har nogen mening.» Den, der hele tiden skal præstere, genopfinde sig selv, vælge vilkårligheden, er dybest set fortvivlet, men holder den gående ved kynisme og ligegyldighed måske mærket af en tomhed af daglig, depressiv melankoli. Borte er sansen for tingenes varighed, skønhed og bestandighed. Livets mening er parkeret i arbejdet styret af en stadig jagt på nye projekter. Måske er han udmattet? Men er han så træt at han er klar til Kierkegaard, klar til at åbne sig for værdiers alvor, klar til den kunst det er at eksistere?

Selvet som problem. Nu kommer så denne sørens Kierkegaard og siger at roden til alle vores problemer er at vi ikke tør vælge os selv. Det er nemlig en opgave at vælge sig selv. En opgave der kræver lidenskab og en særlig anstrengelse. Subjektiviteten er sandheden fordi den er nøglen til det almene. Subjektiviteten er stillet som den opgave at blive et selv. Men selvet er ikke en kerne indeni, eller et produkt af sociale omstændigheder; selvet er et problem, et forhold der forholder sig til det at forholde sig til sig selv. Altså, selvet er måden vi forholder os til vores måde at tænke og føle på. Det særlige ved mennesket er at vi er ånd, det vil sige den bevidsthed der kan forholde sig til det at være eksisterende. Derfor er det at eksistere ikke en selvfølgelighed, men en kunst. Det er et krævende og fortsat anliggende der har dyb indflydelse på alt andet vi gør. I valget overtager man sin egen historie ved at gøre den til sit eget stof samtidig med at man integrerer denne på en selvudforskende måde i nuet. Det aktive erindringsarbejde gør noget ved os. Man digter mens man lader sig digte. Den etiske opgave er i frihed at overtage hele vores nødvendighed. Man vælger sig selv, ikke for sin egen skyld, men for de andres. At være etisk er i valget at blive bevidst; heraf den selvdistance der forbinder os med en nødvendighed og dermed almenheden. Styrken i denne bevidsthedsakt føder ansvaret. Det er derfor det er en pligt at blive et selv. I det nyliberale præstationssamfund er ansvaret for medmennesker og omverden næsten tømt for substans. Vi skaber og omskaber os selv uden at komme udover os selv. Vi har misforstået det grundlæggende: at vi ikke er ophav til os selv. At vi er sat af en anden. Kierkegaard kaldte dette for «Gud». Man kunne også kalde det for tankens passion – det tænkende jegs aktivitet med sig selv. Det, der i gentagelsen stiller selvet som problem og forbinder og forsoner én med det som er udenfor, det som man er ansvarlig for; den anden; Jorden; det fremmede.

Forvandling gennem lidenskab. Søltoft understreger at Kierkegaard ikke har en bestemt etik (regeletik, domsetik et cetera ); grundlaget for etikkens bedrift ersamvittigheden eller alvoret hvormed vi vælger at gøre det vi gør. Men hvorfor er det en etisk handling at blive bevidst om sit valg? Svaret er, kun gennem lidenskabens alvor eller tankens passion er forvandlingen mulig. Kun gennem et lidenskabeligt engagement kan vi gribe selvet som andenhed. I romanen   af John Williams opdager hovedpersonen Stoner en dyb kærlighed til litteraturen i en time om engelsk litteratur – et alment kursus han tog mens han stadig troede at skulle være landbrugsmand. Efter en oplæsning af denne Shakespeare-sonet oplevede Stoner at han blev bevidst om sig selv på en måde, han ikke havde været før. Herfra ændrer han sin livsbane: Han vælger sig selv og bliver lærer i engelsk litteratur. Men hans lidenskabelige engagement farver hele hans livssyn og indstilling til værdier. Han tager valget på sig. Han arbejder for at leve, og ikke omvendt. Lærergerningen bliver et kald om at gøre sig umage, om at gøre stoffet til sit eget. At han mislykkes på andre områder, ændrer ikke på det væsentlige: forvandlingen gennem lidenskaben.

Kierkegaard som coach. Søltoft ser i Kierkegaards dialogfilosofi et oplagt bidrag til moderne coaching. Men Kierkegaard var coach, siger hun – ordet var bare ikke opfundet. Det er svært at forestille sig Kierkegaard træde ind erhvervslokalerne for at belære ledere om hvordan de skal føre og lede deres medarbejdere. Men det gør så Pia Søltoft for ham. Inspireret af meddelelsens dialektik der går tilbage til Sokrates og jordmoderkunsten, handler det om at stille spørgsmål på en måde der hos medarbejderen selv frembringer en erkendelse og et muligt svar. Intet nyt under solen. Kierkegaards bidrag, derimod, betoner forførelsen og den ironiske spørgen der skal franarre den anden dennes selvbedrag, der viser at han ikke tager værdier alvorligt eller er styret af et fejlagtigt selvforhold, en skjult fortvivlelse. Lederen skal inspirere med sin ansvarlige personlighed, og ikke lege en rolle. Men de sidste to små kapitler i bogen om coaching og ledelse tilføjer ikke meget til coachingfeltet og siger måske ligeså meget om dette felts parasitagtige status. Styrken ved den indirekte meddelelses forførelse er tæt forbundet med en sanselig eksempelrig kraft. Søltofts tekst er her underlig abstrakt og er ikke på sproglig omgangshøjde med den sensitive aflæringsproces der påkræves i denne indirekte meddelelse. Flere skønlitterære eksempler ville have styrket sagen. Men bogens greb om at bringe Kierkegaard på banen som modvægt til præstationsmenneskets fortvivlelse er godt set.

Designer, koder og skriver. Tar oppvasken for å vaske opp.